Generel info om long stay - Torrenueva Park
Ofte stillede spørgsmål Torrenueva Park
Her har vi samlet alle de spørgsmål vi igennem tiderne har modtagetfra vores gæster, som har besøgt Torrenueva Park.
Hvis du mod forventning ikke kan finde svar på dit spørgsmål herunder, så lad os endelig høre fra dig.
Kan jeg medbringe min hund? Desværre må man ikke medbring hund på Torrenueva Park
Kan jeg få havudsigt: Alle lejligheder har helt eller delvis havudsigt
Kan jeg få eftermiddagssol? Ja, alle lejligheder har eftermiddagssol.
Hvad skal jeg medbringe; Uanset hvilket resort du vælger, skal du ikke spekulere på håndklæder, linned m.m. Det eneste tilfælde er, hvis du ønsker at tage til stranden så kan det være en god ide, selv at medbringe et badehåndklæde og eventuelt ekstra viskestykker og karklude.
Er der vaskemaskine og opvaskemaskine i lejligheden? Her er der vaskemaskine men ingen opvaskemaskine.
Er der ovn i lejligheden? Der er IKKE en klassisk ovn i lejligheden men alle vores long stay gæster får sat en transpotabel multiovn ind i lejligheden. Det betyder at man har en almindelig ovn, den er blot mindre end en normal ovn.
Kan jeg vælge hvor jeg vil bo? Man kan ikke vælge en specifik lejlighed eller etage, men man kan komme med ønsker, fx om at bo i stueetagen og resortet forsøger, så vidt det er muligt, at få hensyn til disse ønsker.
Kulturforskelle man bør være opmærksom på: I Spanien er det ikke så normalt at spise blødkogte æg, selv at lave sig kaffe eller at få ”en lille en” til morgenkaffen. Det betyder at man ikke kan forvente, at der er kaffemaskine, æggebæger og shots glas m.m i lejligheden.
Golfbanernes stand: Mange golfbaner i Spanien benytter ”Bermuda græs” da det passer bedre til det varme sommerklima, men det kan i vintermånederne blive brunt og trist at se på – UDEN at det dog har indvirkning på kvaliteten af græsset.
Kan jeg ankomme når receptionen er lukket? Receptionen har generelt åbent på hverdage ind til kl. 17.00 samt lørdag formiddag. Ankommer man uden for dette tidspunkt, vil nøglen være lagt frem i en kuvert i en postkasse. Dette står detaljeret beskrevet på jeres voucher.
Er der dyner i lejligheden? Der er vattæpper i begge soveværelser
Er der pool? Der er en udendørs pool som ikke er opvarmet.
Er der A/C eller anden opvarmning? Der er A/C som kan bruges til både varme og kulde.
Er der noget jeg skal være opmærksom på? Spanske byggerier er generelt dårligt gearet til koldt vejr og har altid klinke/marmor gulve. Sørg derfor for at tage hjemmesko/varme sokker med og vær forberedt på, at det kan tage tid at varme lejligheden op, hvis den ikke har været i brug, når I ankommer.
Må man have overnattende gæster? Der er plads til 4 personer i lejligheden og de er meget strikse omkring dette og tillader ikke flere personer end det. Overnattende gæster skal registreres og der skal betales et gebyr på 10 euro pr. person pr. nat som afregnes direkte til receptionen.
Er der internet i lejligheden: Alle vores lejligheder har internet – nogle hurtigere end andre. På Torrenueva Park er internettet ret godt og det er derfor i de fleste lejligheder muligt at streame dansk TV (hvis man medbringer en Chrome cast)
TV: Der er et TV i lejligheden.
Er der sociale arrangementer? I februar og marts, smt oktober og en del af november 2025 vil vi have en golfvært på Costa del sol, som vil arrangere turneringer, middage m.m – men da vores gæster strækker sig over et stort område, er det muligt, at man må køre et stykke, for at kunne deltage.
Hvor meget bagage må jeg medbringe?
Ryanair; 20 kg kuffert og 20 kg golfbag og som håndbagage kun en mindre taske, der skal kunne være under sædet foran
Norwegian; 20 kg kuffert og 20 kg golfbag og som håndbagage kun en mindre taske, der skal kunne være under sædet foran
SAS; 23 kg kuffert og 23 kg golfbag og som håndbagage maksimum 8 kg 55 cm x 40 cm x 23 cm (længde x bredde x dybde).
Booker I tee tider på forhånd? Uanset hvilken bane I spiller, er alle tee tider booket på forhånd – men kan naturligvis efterfølgende ændres. På nogle baner er der restriktioner på tee tiderne. Dette vil fremgå af jeres tilbud.
Hvilket biludlejningsfirma benytter I, og er der restriktioner i den forbindelse? For vores long stay gæster benytter vi altid Del Paso som er et lokalt spansk firma som har kontor lige uden for lufthavnen, hvilket betyder en meget kort køretur i shuttlebus.
Vi har en specialaftale omkring long stay, hvilket betyder, at der er fuld forsikring med ingen selvrisiko inkluderet samt to chauffører. Der er heller ikke noget tillæg, uanset alder – så længe man har et gyldigt kørekort. Ved Del Paso er der heller ikke noget tillæg for sen afhentning eller tidlig levering
Kan jeg gå til restauranter og butikker? Ja man kan gå på 10-15 minutter til La Cala by og stranden. I La Cala findes der et stor udvalg af restauranter og barer.
Hvilke indkøbsmuligheder er der? Inden for gåafstand finder der både Mercadona, Lidl og Aldi – vil man til noget større er der nu også en Carrefour, som svarer til det danske Bilka. Er der danske produkter, som man ikke kan leve uden – er der fx i Fuengirola mulighed for at handle ved flere danske supermarkeder og bager.
Hvad gør jeg hvis der opstår problemer? Hvis man har et AKUT problem, kan man altid kontakte resortets kontaktperson på tel. +34 619357647. Det er samme nummer man benytter hvis der er mindre problemer som skal løses.
Hvilke dokumenter skal jeg medbringe? Medbring gyldigt pas, Det blå sygesikringsbevis, fysisk kørekort (digitalt kørekort kan ikke benyttes i udlandet) samt eventuelt rejseforsikring.
Kan man få fat i en dansk læge/kiropraktor/fysioterapeut m.m ? På Costa del Sol, kan man få fat på det meste, hvis man er villig til at køre for det. Der findes således både dansk læge, fysioterapeut, kiropraktor, tandlæge og optiker (der er i øvrigt meget at spare ved at få lavet tænder og briller i Spanien)
https://sanumphysio.com/da/sanum-physiotherapy-fysioterapi/
https://www.quiropracticofuengirola.com/
https://www.clinicadentalescandinava.com/da/hjem/
Skal jeg betale for strøm? På Torrenueva Park er der inkluderet et strømforbrug på 60 euro for 28 dage. Man vil få udleveret en opgørelse med aflæsning af måleren ved ankomst, således at mna kan følge med undervejs. Hvis man bruger A/C fornuft burde dette være rigeligt. Har man et større strømforbrug, vil man blive afregnet dette når man checker ud.
Er der rengøring inkluderet? Der er en ”let” ugentlig rengøring inkluderet med skift af linned og håndklæder. ”Let” rengøring betyder at der ikke bliver gjort rent i køkkenet eller på altanen.