Le Golf National byder på to verdensklasse golfbaner - Le Golf National Albatros og Le Golf National Aigle. Albatros er mesterskabsbanen, som er hjemsted for French Open og var vært for Ryder Cup 2018. Aigle er en 18-hullers link-style bane med bølgede fairways.
Albatros er en sand perle, og er anerkendt som en af de bedste mesterskabsbaner i Europa med ros fra både professionelle og amatører. Golfbanen har været vært for European Tour turneringen, French Open siden 1991, og var i 2018 også vært ved Ryder Cup. Det er en udfordrende, men fantastisk bane hvor flotte greens, bølgede fairways og links-lignende bunkers venter dig. På banen skal du forvente at bruge alle dine køller inden golfrunden er slut. Særligt de sidste fire huller er bemærkelsesværdige, da de er omgivet af vandhazarder, og er med til at gøre Albatros til en af de bedste baner i Europa.
Aigle-banen er en fantastisk golfbane designet til golfere på alle niveauer. Den bliver ofte overset til fordel for søsterbanen Albatros, men du bør ikke snyde dig selv for at prøve den, for der venter dig en suveræn bane. Aigle er udfordrende, hvor særligt de mange bakker og bølgede fairways kan give overraskende problemer. Banen anses dog generelt for at være mere afslappende end Albatros med et begrænset antal bunkers. Banen, der giver en links-følelse og består af velplejede greens, er bestemt et besøg værd.